"Mormor," sagde Johanne, "skal vi ikke prøve at gå ud i den mørke, mørke nat?"

"Det er jo din sengetid," sagde mormor.

"Jamen, vi skal kun være derude et lille stykke tid," sagde Johanne. "Vi skal bare lige se, om der er nogen."

"Helt her langt ude på landet? Her er der ikke nogen," sagde mormor. "Her er ikke andre end os. Og vi er inde i huset."

"Hvordan ved du så, at der ikke er nogen derude?" spurgte Johanne. "Måske er der nogen, der gemmer sig!"

"Hvorfor skulle de det?" mormor rystede på hovedet og hængte viskestykket på plads efter op­vasken.

"Hvis de leger noget," sagde Johanne. "Gemmeleg!"

"Åhr, dit lille vrøvlehoved! Tror du virkelig, at der er nogen, der leger gemmeleg i vores have, når der er helt mørkt?"

"Det er vist bedst, at vi går ud og kigger efter," Johanne lagde hovedet på skrå og kiggede op på mor­mor.

Mormor grinede lidt.

"Der er såmænd ikke andre end fasanen, der gemmer sig," sagde hun. "Jeg hørte, den fløj op og satte sig i lin­de­træet for lidt siden."

"Mormor, skal vi så gå ud og kigge på fasanen?" Johanne nikkede helt alvorlig. "Jeg kender nemlig­ ikke fasanen. Hvorfor gemmer den sig?"

"Fasanen er en fugl," sagde mormor. "Det ved du da. Når noget kan flyve, er det er fugl. En stor fugl, fak­tisk, en slags høne."

"Nu går jeg ud og tager mine gummistøvler på," sagde Johanne.

"Ja  ja da," sagde mormor, "så går vi ud og ser, om vi kan få øje på fasanen i mørket."

"Fasanen leger nok gemmeleg med os," sagde Johanne. Hun havde åbnet yderdøren og stod i døråbningen og kiggede ud i mørket. Der var helt sort udenfor. "Nu sidder den og venter på, at vi skal komme og finde den.!"

"Nej, det bryder den sig ikke om, at vi gør," sagde mormor. Hun tog Johanne i hånden, og så gik de ud på trappen og lukkede døren bag sig.

 

Lige der, hvor de stod, skinnede der lys ud igennem ru­den, men da de gik ned ad trappen og ud gennem porten, blev der bælg-ravende mørkt. Jo­han­ne holdt godt fast i mormors hånd. Hun kunne ikke engang se jorden, eller sine gum­mistøvler. Der var koldt og stille, på en slags våd må­de. De eneste lyde kom fra deres støvler i indkørslens grus.

"Hvorfor vil fasanen ikke findes?" hviskede Johanne. "Vil den allerhelst bare sidde der og væ­re gemt hele tiden?"

"Mmm," sagde mormor. Hun talte også med lav stemme. "Den gemmer sig for ræven."

"Skal ræven så finde den?"

"Næh," sagde mormor og Johanne kunne høre på hendes stemme, at hun smilede. "Fasanen vil meget gerne have, at ræven ikke finder den."

"Jamen, hvorfor ikke?!"

"Ræven vil jo æde fasanen!" sagde mormor. "Så når den bliver søvnig, flyver den op og sætter sig i et træ. Så kan den sove helt roligt, for der kan ræven nemlig ikke nå den."

Johanne stod bomstille.

"Er ræven et monster?" sagde hun. "Når den vil æde nogen?"

"Nej da," smågrinede mormor. "Monstre findes slet ikke. Ræven er bare et dyr. En slags hund eller sådan. Har du aldrig set en ræv?"

"Det tror jeg ikke," sagde Johanne og begyndte at gå igen. De nåede helt ud gennem indkørs­len og drejede ned ad grusvejen. Der var vist blevet lidt lysere, for nu kunne hun se sine gule gum­mi­støvler gå ned ad vejen.

"Lig­ner den helt en hund?" fortsatte Johanne. "For jeg har set mange hunde."

"Den har lang hale og spids snude og rødbrun pels," sagde mormor.

"Måske har jeg set en så," sagde Johanne. "Engang."

"Der bor mange ræve inde i byen," sagde mormor og standsede. "Se, her er det store lindetræ. Der oppe et sted sidder fasanen nok og sover."

Johanne lænede hovedet tilbage og kiggede op i træet. Hun kunne ikke se noget som helst, kun mørke.

"Den er der vist ikke," sagde hun.

"Det er den nu nok," sagde mormor. "Vi kan bare ikke se den. Den sidder nok helt stille og sover."

"Vi kunne godt vække den," sagde Johanne.

"Det er der ingen grund til," sagde mormor. "Nu sover den lige så godt."

Det gjorde ondt i nakken at blive ved med at kigge op i træet. Der var heller ikke noget at se.

"Hvad skal vi så lave?" spurgte Johanne.

"Ikke noget," sagde mormor. "Vi skal ind i huset igen. Du skal i seng."