Da Zafin vågnede næste morgen, var et lille pelsklædt dyr i gang med at grave i det fugtige sand ikke ret langt fra ham. Fire ben, lang hale, ikke et dyr, han kendte. Lille, men måske farligt? Han satte sig forsigtigt op og så, hvordan dyret stak hovedet ned i hullet og så ud til at drikke.
Da det var færdigt, satte det sig på bagbenene og pudsede sin snude, mens det betragtede ham. Han syntes, han mærkede en ufarlig nysgerrighed, og kunne ikke lade være med at smile.
Smile? Hvornår havde han sidst smilet?
'Hvad skal jeg kalde dig, lille dyr?' sagde han højt og rynkede panden, da han fik svar. Ikke et svar, han kunne høre. Det kom i hans hoved.
'Tija.'
'Tija?' Zafin gentog højt.
'Tija,' mente han igen at høre, før dyret forsvandt mellem nogle sten.
Han stirrede efter det. Dyret talte til mig, ligesom når Orone taler, tænkte han. Jeg er i hendes verden nu.
Vand, var hans næste tanke, og da han gravede i sandet ligesom dyret, piblede vand frem i bunden af hullet. Han drak og fyldte sine beholdere, selv om vandet smagte anderledes, end han var vant til. Sulten var han også, så han undersøgte igen planterne, men turde ikke spise af dem.
Bunden af kløften var tilpas jævn, og da den førte mod syd, besluttede han at fortsætte gennem den. Før han kørte videre, samlede han sten og lagde dem i pileform på det fugtige sand.
Her kom jeg ind, tænkte han. Herfra må jeg også kunne komme ud. Hvis jeg nogensinde ønsker det.
Den første del af dagen kørte han i skyggen under kløftens side og standsede kun, når han blev tørstig. Da solen stod højest på himlen, og luften kogte af varme, havde han tømt sine vandbeholdere og ville igen grave vand op. Men nu var sandet tørt, og han fandt ikke en dråbe.Planter stod kun spredt.
'Uden mad kan jeg klare mig et par dage, Orone,' mumlede han. 'Men vand må jeg have meget snart. Hvor er du?'
Han svedte i sin dragt, dyrebar væske løb af ham, og han overvejede at køre om natten og hvile sig i skyggen om dagen. Men lige nu var her alligevel ingen skygge, og han havde brug for at se, hvor han kørte.
Kløften gik stadig sydover, så han fortsatte. Skygge fra kløftens modsatte side dukkede frem og hjalp en smule på heden, men da mørket var blevet så tæt, at han måtte opgive at køre, var han meget tørstig.
Han var længe om at falde i søvn. Stilheden blev ikke kun brudt af spinkle dyrelyde, men også af gnaven rumlen fra hans egen mave. Var han nødt til at køre tilbage til det fugtige sand og hente vand? Skulle han prøve at grave dybere? Hvorfor var her ikke de vandtræer, Orone havde vist ham? Og hvad med mad? Fyldt af modløshed faldt han langt om længe i søvn.

Modløsheden var der stadig, da han vågnede næste morgen, sammen med sult og en brændende tørst. Han lagde sig på knæ og gav sig til at grave i sandet. Det blev ved med at være tørt, uanset hvor dybt ned, han kom.
Samme slags lille pelsdyr, som han så morgenen før, stod et stykke borte og betragtede hans anstrengelser. Han så på det.
'Jeg er tørstig,' sagde han. 'Hvor finder du vand?'
Dyret rørte sig ikke.
Han rystede let på hovedet, sukkede og rejste sig op.
'Meget tørstig,' fortsatte han, mest til sig selv. 'Jeg har brug for vand. En kilde. Eller et af de der vandtræer. De må være her et sted.'
Han kiggede igen på dyret, som sad på samme plet.
'Øh - Tija?' kom han i tanker om. 'Kan du finde et vandtræ til mig?'
Det lille dyr reagerede stadig ikke, men nu opstod et billede i Zafins hoved, som han genkendte som et af Orones vandtræer.
'Ja!' udbrød han.
Dyret satte i et spring op ad kløftens side.
Jeg skal følge med, forstod han og så på den ujævne og ret stejle skråning, som han måtte bestige for at komme op. Kløften er dyb her. Jeg har ikke ret mange kræfter. Vand, tænkte han, vand.
Dyret var ikke at se, da han endelig nåede op og forpustet kiggede rundt. Intet vand. Men dér var endnu et diset område. Det så ud, som om det lå over kløften, langt mod syd, og bag det anede han en turkisgrøn stribe, som strakte sig til begge sider så langt, han kunne se.
Hvad er det? nåede han at tænke, før han vidste det. Havet. Det er havet! Og havet består af vand. Selv om det ikke kan drikkes.
Ny energi greb ham, og han skyndte sig tilbage, ned ad skråningen. På ingen tid fik han startet tre'maen og fortsatte videre ad kløftens bund, på vej mod havet. Dyrene er anderledes her, tænkte han, mens tre'maen banede sig vej gennem kløften. Man kan tale med dem, og de hjælper én. Er alle dyr i denne del af verden mon sådan? Anderledes end dyrene oppe nordpå? Eller er det mig, som nu er anderledes?
Den ene tanke fødte den næste: Hvad nu, hvis dyrene nordpå er ligesom her, og vi bare ikke forstår at tale med dem? Og: Man ... Man kan da ikke spise nogen, man kan tale med?