Da mørket lagde sig, havde Zafin stadig ikke fået noget at drikke, og nu var det svært for ham at holde sig fast på tre'maen. Han nærmest faldt af den og forsøgte halvhjertet at grave i det tørre sand lige der, hvor han lå, men magtede det ikke. Han væltede om på siden, kraftesløs, og lukkede øjnene.
Næste morgen vågnede han med sviende, knastør mund. Solen brændte. Han åbnede øjnene en smule. Noget stak ham på halsen og den ene kind. Han verfede det væk og så noget grågulligt, planteagtigt ryge hen over sandet. Hvad var nu det? Flere af samme slags lå rundt omkring. Havde de bidt ham? Han blødte ikke, men det kløede, der hvor han havde mærket dem.

Så fik han øje på et træ, som stod højt oppe på kløftens modsatte side. Kronen var kolossal og kastede skygge over den mægtige, rødbrune stamme. Et vandtræ. Mens han stirrede, kom en skikkelse ud af stammen og bevægede sig ned på jorden. Langt, sort hår og hud mørkere end hans egen. Orone? Var det Orone?
Kiggede hun ned på ham? Han prøvede at rejse sig, at vifte med en arm, og da opdagede han længere ude i kløften ikke bare ét, men en hel samling af vandtræer. Under dem bevægede skikkelser sig rundt imellem planter - planter! - i mange farver, og nu hørte han også stemmer. Han kneb øjnene i og kiggede så igen. Det var der stadig.
Er jeg nået frem? Noget i ham gav slip. Han lukkede øjnene, begyndte at græde og undrede sig over, at han havde tårer. Orone. Han hulkede. Jeg må op til hende. Hvorfor kommer hun ikke? Hun så mig. Jeg tror, hun så mig. Orone, kaldte han uden ord. Skikkelsen havde sat sig under vandtræet.
Hun kan se mig, tænkte han. Hun ser på mig, men hun kommer ikke ned til mig. Jeg skal komme til hende. Men jeg ved ikke, om jeg kan.
Først kom han op at sidde. Så fik han sig løftet op på alle fire. Han prøvede at komme helt op at stå, men det kunne han ikke.
Jeg må kravle, indså han, og begyndte. Sandet i kløftens bund var brændende hedt mod hans hænder, solen bankede mod hans hoved, og han faldt sammen gang på gang.
'Ikke blive liggende,' hviskede han hver gang og kom med stigende besvær op på alle fire.
Da han nåede helt over til kløftens anden side, neden for vandtræet, klatrede og trak han sig opad med en sidste, desperat energi. Da han følte fugtigt sand og kølig plantevækst under hænderne, faldt han om og mistede bevidstheden.

Sådan lå han, i sit støvede, lysafvisende tøj, med den mørke skærm skævt placeret foran ansigtet. Han mærkede ikke, at Orone bøjede sig over ham, tog dragten af ham og fik ham lagt i skyggen, tæt ved pajoniens stamme. Hun dryppede igen og igen pajonivand i hans mund og sikrede sig, at han sank det. Hun gned blomsterolie på hans tørkerevnede hænder og fødder, lagde store blade fra myntebærliljer på hans hud, og så satte hun sig til at vente.
Det blev aften og nat. Zafin rørte sig ikke. Da det første morgenlys var at se, forsøgte hun at kontakte ham, men han var stadig langt væk. Lidt senere nåede lave solstråler hans ansigt og fik ham til at vende hovedet bort, og ikke længe efter blinkede han og prøvede at åbne øjnene.
Hans blik var rettet op mod pajoniens krone, men hun kunne se, at hans øjne havde himlens farve.
'Zafin,' sagde hun lydløst, og nu drejede han hovedet og så på hende.