ANA_ELSKER_anmeldelser

Senest opdateret

30.10 2020

NYT!! Køb 'Ana elsker' hos mig for bare 30 kr + forsendelse. Signeret efter ønske. Klik HER

Den smukke forside på 'Ana elsker'

har Mikkel Henssel lavet.

ANA ELSKER (2017)


er historien om at møde manden i sit liv og forelske sig voldsomt. Ana har endelig mødt den rigtige, ham, som forstår hende, som ser hende, og som giver hende mulighed for at folde sig ud som den sensuelle kvinde, hun er. Det er næsten for godt til at være sandt ...


ANA ELSKER er også historien om at være villig til at strække sig langt, åh, så langt, i håbet om at bevare det forhold, som var så vidunderligt - i begyndelsen. Ana justerer sine forventninger. Hun giver køb på nogle af sine krav. Hun ender med at acceptere omstændigheder, som hun aldrig havde troet, at hun kunne leve med. Hun vil så gerne holde fast i kærligheden.


Hvor går grænsen? Hvornår har hun strakt sig for langt? Hvornår er der reelt ikke mere kærlighed at holde fast i?


ANA ELSKER er historien om et parforhold og dets udvikling - fra den første, sanseløse forelskelse til slutningen, som godt kan være lykkelig, selv om forholdet ikke overlever.


Læs romanens kapitel 1 - klik her.

Læs anmeldelse i Fyns Stiftstidende - klik her.

SET I BAKSPEJLET:

HVORFOR JEG SKREV 'ANA ELSKER'


Jeg har i mange år været optaget af ligheden i adfærd mellem prinsen på den hvide hest og mænd med psykopatiske træk – når et forhold indledes.


Jeg taler ikke om stjernepsykopater, nej, jeg taler om forstyrrede folk, som er for selvcentrerede, uempatiske, ude af stand til at sætte sig i andres sted. De findes blandt begge køn, men der findes ikke en historie med lignende gennem­slagskraft, som hedder 'prinsessen på den hvide hest'.


Jeg var også mæt af historier om kvinder, som er ofre, synd for, sære, ødelagte eller i al fald lige lovlig skæve efter deres skæve barndom. Jeg havde lyst til at skabe en kvindefigur, som var handlekraftig, begavet og sensuel – og som (selvfølgelig) alligevel havde sit at slås med, og som så falder for en alt for charmerende mand.

ANA ELSKER

Lektørudtalelse 27.4. 2017

af Camilla Bøcher Roesen (bibliotekar og tovholder på DR romanklubben på Ringsted Bibliotek)

Da Ana møder Carl, føler hun at hun endelig har mødt manden i sit liv, men forholdet tager hurtigt en drejning. Til dem der gerne vil læse psykologiske skildringer af parforhold.

Beskrivelse

Ana mistede, i forholdet til ekskæresten, lysten til sex og troen på det perfekte forhold. Men så møder hun Carl, som vender op og ned på hendes liv og som hun bliver overbevist om er manden i hendes liv. Men Carl viser sig at være en helt anden mand, end den Ana forelskede sig i, og deres forhold tager en drejning. Ana bliver hvirvlet ind i et liv med manipulation og løgne, samtidig med at hun prøver at finde ud af sig selv

Vurdering

Janne Hejgaards personskildring er usædvanlig stærk. Som læser bliver du konstant irriteret og sur på Carl, og veksler mellem irritation og medlidenhed når det kommer til Ana. Skildringen og historien om manipulation i parforhold er troværdig. Derudover er romanen skrevet i et behageligt og flydende sprog.

Anskaffelse anbefales til alle biblioteker.


ROMAN: ANA ELSKER (FORDI)

Anmeldelse i Fyns Stiftstidende & Jyske Vestkysten 8. maj 2007

af Thomas Ærvold Bjerre

****

Janne Hejgaards roman om Ana er både en medrivende fortælling og en frustrerende oplevelse, når den kammer over i psykologiske indsigter, der tenderer selvhjælpsbog.

"Ana elsker". Det er en rammende titel til Janne Hejgaards første roman til voksne. Og den behandler da også voksenlivets mange facetter, især når det kommer til kærlighed. Hovedpersonen er Ana, en kvinde i 30'erne, der i begyndelsen af fortællingen bliver udsat for en decideret charmeoffensiv af manden Carl. Han er overbevist om, at de er skabt for hinanden. Det står skrevet i stjernerne, og desuden har de "været elskende mange gange" i tidligere liv, som han forklarer. Ana, der har en dreng fra et tidligere ægteskab, lader sig forføre, og nyder at begæret og lyset igen er en del af hendes liv.

Derefter følger vi flere spor. Et om Ana og Carl, der inden længe flytter sammen på trods af de skeptiske reaktioner fra hendes vennekreds. Andre spor følger os tilbage til Anas opvækst, hvor en tragisk hændelse slår skår i forholdet mellem hende og forældrene, men samtidig skaber et stærkt bånd til bedsteforældrene. Vi følger hende også i gymnasiet, hvor hun får et forhold til en af sine mandlige lærere og en hårdt optjent lektion i ydmygelse og svigt.

Halvvejs får vi så pludselig et enkelt kapitel fortalt fra Carls synspunkt; senere også en gennemgang af Carls barndom og ungdom, så vi forstår, hvilke tragedier og mønstre, der har formet ham og gjort ham til den dysfunktionelle mand, som Ana møder i starten: narcissistisk med nærmest psykopatiske træk. Men han skjuler det bag overstrømmende begejstring, som Ana lader sig rive med af, selvom hun også er opmærksom på faresignalerne.

Spændingsforholdet mellem Carls "overdrive" og Anas hang til selvstændighed driver historien frem, og det er decideret medrivende. Desværre bliver historien forstyrret af forfatterens behov for hele tiden at skulle (over)forklare karakterernes bevæggrunde. Ikke bare med deres baggrundshistorier, som til tider virker forhastede og visse steder unødvendige, men der er mange scener med dialog, som skurrer i ørerne og mest lyder som et opkog af selvhjælpsbøger. Taler folk virkelig sådan til hinanden?

"Ana elsker" er en bog, man bliver klog af at læse, og enhver med familie, venner og kærester vil kunne spejle sig i dele af den. Men som roman tynges den altså af for meget psykologisk baggrundsstøj. Den ville have stået renere og stærkere ved at fokusere mere stramt på Ana.

ANA ELSKER

Anmeldelse på Bogvægten.dk 28. april 2017

af Birte Strandby

Ana er centrum i denne roman om kærlighedens op- og nedture. Ana er åben, positiv, venlig, men hun bærer på en skyld fra barndommen, og hun tager det tungt, da hun bliver droppet af sin sexede gymnasielærer umiddelbart før studentereksamen. Ikke mindst da hun opdager, at han har udskiftet hende med en pige fra 2 g.

Selvværdet er i bund, men senere møder hun Mikkel, der er intet mindre end et scoop i det store partnerlotteri. Efter deres søns fødsel går der rod i forholdet, og Ana koncentrerer sig om sin søn og sit arbejde, indtil hun møder superelskeren Carl der sætter tempo på kærlighed, sammenflytning og fælles fremtid.

På læseren virker han klart som mytoman, og hans opførsel er ikke ulig psykopatens. Samtidigt kan han noget særligt, når han skal forklare sig overfor Ana, hun kalder det karruselsamtaler, og det sætter hende ude af stand til at vurdere sandhedsværdien af samtalen. Ana bliver mistroisk gang på gang, men det seksuelle fungerer, og hun har en overbevisning om, at seksuel tiltrækning er udsagn om dyb, indre energi i et forhold

Ana leverer synsvinkel i de fleste kapitler og Carl i to. Som Ana har han en baggrund der om ikke retfærdiggør hans opførsel men i hvert fald begrunder den.

Som hovedpersonerne i andre romaner om forhold til psykopater – eksempelvis Mærket af psykopatens spind, Kærlighedens lænker, Fanget i en psykopats net – er Ana forbløffende naiv i sit parforhold, og måske ikke helt overbevisende, og Carl er heller ikke hverdagskost.

Men dialogerne er gode, og Anas personlige udvikling udmærket læsning.


ANA ELSKER har et stærkt budskab til den moderne kvinde ...

Anmeldelse i Samsø Posten 19.10.2017

af Jens Jørgen Øster Mortensen & Erik Boel

Mens efteråret sætter ind og bladene bliver røde og gyldne, har jeg sat vand over til te og kastet mig over 'Ana elsker', som er en litterær bedrift begået af Janne Hejgaard (forlaget Turbine).

Bogen er om den fascinerende og farlige kærlighed. Hejgaards pointe er, at den umulige kærlighed er en mulighed, og at svaghed kan vendes til styrke. Samtidig indrammer bogen i et helt unikt lys, hvordan den moderne kvinde, der er presset af båder arbejds- og privatliv, kan mestre udfordringerne i tilværelsen.

Hvis du har den erotiske eventyrlyst og -trang, men ikke muligheden for at realisere den, er denne bog lige noget for dig. Hejgaard har et større forfatterskab bag sig, men når nye højder med denne bog. Hejgaard er ambitiøs, og en central pointe i bogen er, at kærligheden til mænd er stærkt undervurderet, men den skildrer også hvor barsk og ubarmhjertig kærlighedens sylespids kan ramme til sidst. At lege med kærligheden og det erotiske er at lege med ilden. Men hvis du tør slippe dig selv løs, er kærligheden derude og venter på dig. Men som altid lurer risikoen for svigtet samt den store katastrofe, der findes bag den lukkede dør.

'Ana elsker' er ikke en bog, man sådan bare lægger fra sig; den klæber til hænderne fra først til sidst.

Til alle kvinder, der har fået børn, har bogen et stærkt budskab. Den viser dem, at de er kvinder med stort K og ikke bare mødre. Bogen henter lysten ud af karantæne, og man færdes igen i verden som et erotisk væsen. Din mand, kæreste eller fyr må gerne læse med. Manden i dit liv vil opleve sin kvinde i et nyt lys, som både levende og tiltrækkende.

Jeg kan varmt anbefale 'Ana elsker'. God læselyst ...