De_blaa_flasker

Senest opdateret

30.10 2020

DE BLÅ FLASKER

(Vinter 2001)


Nina fandt den første blå flaske på stranden. Den lå lige i vandkanten, og var halvt fyldt med sand og småsten. Hun vadede ud og skyllede flasken. Så løftede hun den og kiggede. Himlen blev endnu mere blå igennem det blå glas.

      ”Mor!” råbte Nina. ”Mor, se, hvad jeg har fundet!”

      ”Mmm,” sagde mor oppe fra sandet. ”Må jeg se?”

      Nina løb op til hende, og mor skærmede mod solen og kiggede. ”En flaske,” sagde hun og lagde hovedet tilbage på håndklædet.

      ”En blå flaske,” sagde Nina. ”Jeg troede ikke, at flasker kunne være blå.”


Hun stillede flasken i sin vindueskarm, og hver morgen kiggede hun igennem den.

      ”Himlen er blå i dag,” sagde hun.

      ”Nå,” sagde far. ”Jeg synes ellers, det ligner gråvejr.”

      ”Ikke inde hos mig,” sagde Nina og spiste sine cornflakes.


Den næste blå flaske fandt hun, da hun var nede i gården for at smide mormors tomme flasker til genbrug. Hun skyndte sig at kigge igennem den, op mod himlen. Blå. Lidt anderledes end den første, men blå.

      ”Se, hvad jeg fandt, mormor,” sagde hun, da hun kom op. ”Jeg samler nemlig på blå fla­sker.”

      ”Orv,” sagde mormor. ”Så var du heldig, hvad?”

      ”Den skal stå ved siden af den anden,” sagde Nina. ”Nu har jeg to himmelblå fla­sker!”


Den tredje lå hjemme i skraldeposen. Nina tog den op.

      ”Mor!” råbte hun. ”Du har smidt en blå flaske væk! Det må du ikke, jeg samler på dem!”

      ”Nåe ja,” sagde mor. ”Det havde jeg glemt.”


Den fjerne stod inde hos naboen.

      ”Jeg samler faktisk på blå flasker,” sagde Nina, da hun så den.

      ”Nå,” grinede naboen, så han fik rynker i hele hovedet. ”Så kunne du vel godt tæn­ke dig at få den der?”

      Nina nikkede.

      ”Hvad får jeg så til gengæld?” spurgte naboen.

      ”Jeg kan lave en tegning til dig,” sagde Nina og tegnede en blå himmel med en blå sol og blå huse.

      ”Nu ved du, hvordan det ser ud, selv om du ikke har flasken mere,” sagde hun. Na­boen satte hendes tegning op på væggen.


”Jeg har fire blå flasker nu,” sagde Nina, da mor kyssede hende godnat.

      ”Fire? Wau!” sagde mor. ”Du samler rigtig på dem, hvad?”

      ”Ja,” sagde Nina. ”Det er min bedste samleting.”


”Jeg samler på Barbie,” sagde Lea henne i børnehaven. ”Jeg har 13!”

      ”Jeg samler på blå flasker,” sagde Nina. ”Jeg har fire, og jeg har selv fundet dem al­lesammen.”

      ”Blå flasker?” Lea kiggede.

      ”Ja,” nikkede Nina. ”Så kan man selv bestemme, hvad farve noget skal have.”


Mor hentede Nina i børnehaven.

      ”Jeg har en overraskelse til dig derhjemme!” sagde hun.

      ”Åhr, sig hvad det er,” plagede Nina, men mor rystede på hovedet.

     ”Kig inde i din vindueskarm,” sagde mor, da de var kommet hjem.

      Nina tog ikke engang overtøjet af. Hendes vindueskarm var helt fyldt med blå fla­sker. Tre, fire, fem ... der var over ti.

      ”Hvad siger du så?” Mor stod i døren.

      ”Hvor har du fået alle dem fra?” spurgte Nina.

      ”Købt dem,” svarede mor. ”De er forskellige allesammen. Er du ikke glad? Nu har du 13.”

      ”Ligesom Leas Barbier,” sagde Nina.

      ”Er de ikke fine?” spurgte mor. ”Det lyder ikke, som om du er rigtig glad for dem?”

      ”Jeg troede, at blå flasker var sjældne,” svarede Nina.

      ”Det er de vist også?”

      ”Ikke når man bare kan købe så mange,” sagde Nina.

      ”Åhr,” sukkede mor. ”Du er sørme svær at købe gave til. Jeg troede, du ville blive glad.”

      Nina kiggede på alle flaskerne. Der var mørkt udenfor nu, man kunne ikke se far­ven. Hun trak gardinet for, og gik ud og tog sit overtøj af.


”Dumt vejr, hvad?” sagde far næste morgen. ”Gråt og trist.”

      Nina sagde ikke noget. Hun spiste bare sine cornflakes.


*